Møns enebærforbud rammer mere end én gin – det rammer en hel branche

Fra lokal tradition til forbud – på ét år

To dage om året har det været fast tradition på Møn: Lokale og turister mødes, går ud i landskabet ved Høje Møn og plukker enebær til Isle of Møn Spirits. Det har de gjort i omkring ti år, med tilladelse fra Naturstyrelsen og med et klart formål – at lave gin med smag af netop Møn.

Men i år er det slut. Fredningsnævnet for Sydsjælland, Møn, Lolland og Falster har afvist en ansøgning om dispensation, og dermed er sankningen af enebær i det fredede område ikke længere lovlig til brug i produktion. Naturstyrelsen har ellers tidligere givet grønt lys til, at destilleriet to dage om året måtte samle cirka 30 kilo enebær.

Begrundelsen er, at Høje Møn er totalfredet og omfattet af Natura 2000-reglerne, hvor indsamling fra planter som udgangspunkt kun må ske til videnskabelige formål. Det er først for nylig, at myndighederne har vurderet, at den hidtidige praksis ikke er i tråd med fredningsbestemmelserne.

“Naturpleje” eller ulovlig sankning?

Hos Isle of Møn Spirits er der ikke meget forståelse for afgørelsen. Ejer Uffe Skaaning Lind fortæller, at de kun plukkede en del af bærrene på hver busk – og at de oplevede det som en form for naturpleje, fordi gamle, tørre bær blev rystet af og gav plads til nye.

Pointen fra destilleriet er klar: Der er langt fra den praksis, de har haft, til rovdrift. Og det er en væsentlig pointe, hvis man ser på, hvad mange mindre destillerier forsøger at gøre i disse år: arbejde småskalabaseret, lokalt og med respekt for naturen – og samtidig overleve økonomisk.

Men uanset gode intentioner er det den konkrete fredningskendelse, der gælder. Naturstyrelsen har derfor – på vegne af destilleriet – søgt om dispensation, som Fredningsnævnet har sagt nej til. Sagen er nu sendt videre til Ankestyrelsen.

Hvad må man egentlig samle i naturen?

For at forstå konflikten er det værd at få reglerne på plads:

• Private må som udgangspunkt samle bær og lignende i mindre mængder til eget brug.
• Erhvervsmæssig indsamling – altså til produktion og salg – er ikke omfattet af de almindelige adgangsregler.
• På Naturstyrelsens arealer er tommelfingerreglen, at man må tage cirka, hvad der svarer til en bærepose, til privat brug.
• I private skove må man normalt kun samle det, man kan nå fra veje og stier.
• I fredede områder kan der være særlige regler, der helt forbyder indsamling – og de går forud.

Det er netop den sidste del, der rammer Isle of Møn Spirits: Høje Møn er både fredet og del af Natura 2000, og her er der meget snævre muligheder for at give dispensation til erhvervsmæssig sankning.

Små destillerier mellem idealer og jura

Set fra en gin-entusiasts stol er det her mere end en lokal historie fra Møn. Den rammer direkte ned i den udvikling, vi har set i Danmark de seneste 10–15 år: En bølge af små destillerier, der laver Dansk Gin med lokale råvarer, årstid, landskab og historie som omdrejningspunkt.

Den slags kræver adgang til naturen – til bær, urter, rødder og blomster. Ikke i tonnevis, men i små, udvalgte mængder, der giver karakter til de enkelte flasker. Når reglerne tolkes meget stramt, bliver det pludselig svært at være lille, lokal og ansvarlig på samme tid.

Isle of Møn Spirits står ikke alene. Rundt i landet findes der flere destillerier, der bygger deres profil op omkring sankning af lokale råvarer, også i eller tæt på beskyttede områder. Hvis andre fredningsnævn vælger samme linje som på Møn, kan det tvinge en hel gruppe af producenter til at ændre deres måde at arbejde på – eller helt droppe idéen om at hente smagen direkte i naturen.

Produktion ikke i akut fare – men fremtiden er usikker

På den korte bane står Isle of Møn Spirits ikke uden gin. De har tidligere år produceret mere enebærdestillat, end de har brugt, og det lager bærer dem et stykke tid endnu. Det giver luft til at finde en ny løsning, hvis Ankestyrelsen fastholder, at sankning i området ikke kan fortsætte.

En af de muligheder, destilleriet nævner, er at forpagte jord hos lokale landmænd og plante enebærbuske dér. Det vil være en mere kontrolleret og juridisk enkel vej til råvarerne – men også en langsom og dyr løsning, hvor man skal købe buske, der allerede bærer frugt, for at få gang i produktionen.

Det er et godt billede på den virkelighed, mange små destillerier befinder sig i: De vil gerne gøre tingene rigtigt, lokalt og langsigtet. Men hver gang rammevilkårene strammes – hvad enten det handler om råvarer, afgifter eller regler – bliver det lidt sværere at få enderne til at mødes.

Tabt fællesskab og oplevelse omkring gin

Forbuddet handler ikke kun om råvarer og jura. Sankedagene på Møn har også været en social begivenhed, hvor cirka 30 frivillige hvert år har været ude i landskabet, fået natur- og smagsoplevelser og mærket, hvor gin egentlig starter: ude på en busk, ikke i en tank.

Den del forsvinder også, når sankningen stoppes. Og det er ærgerligt, for noget af det mest spændende ved den danske gin-scene er netop koblingen mellem natur, mennesker og produkt – når man kan smage et landskab i glasset og samtidig vide, at nogen har stået derude og plukket, sorteret og destilleret med omtanke.

Hvad betyder sagen for dig som gin-interesseret?

Som forbruger står du ikke pludselig uden gin i skabet. Men du kan komme til at se færre udtryk for den helt lokale, vilde natur i de kommende år, hvis reglerne gør det for besværligt eller risikabelt for små destillerier at hente smagen direkte i landskabet.

Det kan også betyde, at flere producenter vælger sikrere, dyrkede råvarer eller importeret enebær, fremfor at hente det i nærområdet. Det behøver ikke være en dårlig ting kvalitetsmæssigt – men det ændrer karakteren og historien bag flasken.

For os, der holder af gin, er det værd at holde øje med, hvordan sager som den på Møn udvikler sig. Ikke fordi man skal vælge side i en juridisk konflikt, men fordi det i sidste ende er rammerne for den danske gin-kultur, der er på spil.

Hvor efterlader det de små danske destillerier?

Konklusionen er egentlig ret enkel: Små destillerier bliver presset fra mange sider på én gang – økonomi, afgifter, råvarer, regler og nu også fortolkningen af, hvad der må sankes hvor.

Hvis vi vil blive ved med at kunne vælge imellem et bredt udvalg af Dansk Gin med kant, lokal forankring og tydelig identitet, kræver det, at de små producenter har realistiske rammer at arbejde indenfor. Sagen fra Møn er et konkret eksempel på, hvor sårbart det kan være, når man bygger sin gin på natur, sted og håndværk – og hvor hurtigt en enkelt afgørelse kan ændre spillereglerne.