En spiritus med enebærsmag, lavet på en base af landbrugsetanol, der holder minimum 37,5 procent i alkoholstyrke. Spiritussen må indeholde naturlige og naturidentiske aromastoffer samt aromapræparater. Der er ingen krav om, at smagen skal stamme fra destillering.

Den klare spiritus med den let parfumerede aroma er forfriskende og kan hurtigt skabe en m unter stemning. Gin egner sig ikke til at blive drukket ren, medmindre der er tale om en særlig eksklusiv version, eller til at blive fortyndet med vand. Mest populær er gin og tonic. Gin er en forkortelse af Genièvre, det franske ord for enebær med det latinske navn Juniperus. I Holland hedder det Genever, også stavet Jenever. Definitionen på gin er brændevin tilsat et udtræk af enebær. Busken er vildtvoksende og almindeligt forekommende overalt i Europa, det nordlige Asien og Amerika.
Det er især dens bærkogle, der antages at have medicinske egenskaber.

Franciscus Sylvius (1614-1672), professor i medicin ved universitetet i Leyden, tillægges æren for at have udviklet gin. Han hævdes at være den første, der tilsatte enebær til brændevin og fremhævede det som et velegnet middel mod nyrelidelser. Han var blandt grundlæggerne af den moderne lægevidenskab, og danskeren Niels Steensen var en af hans elever og tog sin doktorgrad i Leyden. At Sylvius har vundet evig berøm ­ melse for at registrere gin som medicin, der solgtes på apotekerne, er sikkert velfortjent, men 100 år tidligere – 1546 – beskrev den danske urtem ester Henrik Smid i sin store bog om folkemedicin enebær som noget nær et universalmiddel, der kunne udvindes i vin og var godt for nyrerne. Også lægen og botanikeren Simon Paulli, forfatteren af ’Flora Danica’, nævnede i 1648 et brændevinsudtræk af enebær som gavnligt mod nyregrus og mangelfuld nyrefunktion. “Ellers til beslutning er det smukt at vide, at enebærs dyder er ganske mange, så at det ville blive alt for vidtløftigt her dem tillige at beskrive” noterede han.
I en ægyptisk papyrus fra omkring år 1700 før vor tidsregning opregnes 700 lægeplanter, herunder enebær Hippokrates, der betegnes som lægekunstens fader, anbefalede for 2500 år siden enebær. Udtrykket
”en hybenkradser” om en lille en er afledt af hans navn og har således intet med hyben at gøre. ”Så går vi rundt om en enebærbusk, enebærbusk, enebærbusk / så går vi rundt om en enebærbusk, tidlig søndag morgen”. En gammel dansk sangleg, der ifølge etnobotanikeren V.J. Brøndegaard ”kan skyldes overtro om enens trolddomsafværgende kræfter eller være opstået af en bryllupsceremoni omkring et helligt træ ”. Den leg kan man jo more sig med, når man har smagt grundigt på sin gin og tonic.

Den engelske gin-galskab
I 1690 indførte kong William en lov, der satte gang i destillationen. År efter år var der overskud af korn, så der var råvarer nok. Desuden var en del af kornet af for dårlig kvalitet til ølbrygning. Overalt i England blev der åbnet gin-shops, og i 1740 blev der fremstillet seks gange så meget gin som øl. London med 600.000 borgere gik helt bersærk. Byen havde 15.000 knejper, halvdelen var gin-shops med billig sprut til de fattige. “Fuld for en penny, døddrukken for to og høet (til at sove branderten ud i) er gratis”, stod der på et skilt i bydelen St. Giles. Hvis man end ikke havde en penny, kunne man få en sutteklud, vædet med gin. Forfatteren Henry Fielding (1707-1754), der stadig kendes for skuespillet om hittebarnet Tom Jones’ eventyr og i sine sidste år blev Londons borgmester, anslog, at op mod 100.000 londonere beskæftigede sig med fremstilling og salg af gin. Gin-galskab blev en folkesygdom, og stigende dødelighed satte en stopper for befolkningstilvæksten. Gennemsnitsforbruget pr. indbygger var i 1743 en liter gin om ugen. I 1751 døde 9.000 børn af alkoholforgiftning. Nogle børn oplærtes i lommetyveri for at tjene til den daglige rus, andre blev prostituerede og ramt af kønssygdomme. Folk blev kriminelle for at skaffe skillinger til spiritus; selv små tyveknægte endte i galgen. Blandt de henrettede var Judith Delfour, der kvalte sin toårige datter for at sælge hendes tøj og omsætte pengene til gin. Man kunne se voksne og børn sidde på fortovet og bælle sig bimlende. Galskaben måtte stoppe. Høje afgifter skulle i 1736 dæmpe forbruget, hvilket førte til uro i gaderne.
Allerede seks år efter bøjede kongemagten sig for folkekravet, men vendte i 1751 tilbage med en lov, hvorefter destillerierne udelukkende måtte sælge gin til offentligt kontrollerede forhandlere med licens. Følgen blev illegale brænderier, som ofte tilsatte terpentin og svovlsyre.

Destilleret gin

Destilleret gin fremstilles udelukkende ved gendestillering af landbrugs etanol med et oprindeligt alkoholindhold på 96 procent i traditionelle ginkedler. Enebærsmagen skal vaære den fremherskende. Den færdige gin skal holde en alkoholstyrke på minimum 37.5 procent. Efter destillering er det tilladt at tilsætte naturlige og naturidentiske aromastoffer, aromapræparater samt sukker til at smagssætte ginnen.

London Dry Gin

London Dry Gin-kategorien er destilleret gin, men møder en række særlige krav. Ginnen er fremstillet udelukkende af land brugsetanol med et maksimalt indhold af fem gram methanol pr. hektoliter ved 1oo procent alkohol.

Ginnen fremstilles i traditionelle ginkedler, og dens aroma stammer fra de naturlige plantematerialer, der anvendes (botanicals).

• Når ginnen er destilleret skal den have en alkoholprocent på mindst 70 procent.
• Der må tilsættes op til o,1g sukker pr. liter færdig gin.

• Efter destillering må der ikke tilsættes andet end vand, sukker og landbrugsetanol af samme standard som tidligere anvendt.
• Alkoholprocenten i den færdige gin skal være mindst 37,5 procent.
• London har ingen geografisk betydning.